Sådan rammer du strikkefastheden

En af de vigtigste ting at huske, når man følger en opskrift, er at overholde den angivne strikkefasthed. Strikkefastheden måles ved, hvor mange masker der er på 10 cm. Den kan måles både i bredden og højden, men i dette blogindlæg fokuserer vi kun på bredden.

Hvordan måler man strikkefasthed?

For at måle strikkefastheden så præcist som muligt anbefaler vi at slå dobbelt så mange masker op, som opskriftens strikkefasthed angiver. Hvis strikkefastheden f.eks. er 20 masker pr. 10 cm, slår man 40 masker op og strikker cirka 16 cm. Det giver en god størrelse til at måle sin strikkefasthed på. Det er vigtigt, at man strikker strikkeprøven i det mønster og på den pind, som selve modellen strikkes i (ikke ribkanten).

Hvad gør man, hvis strikkefastheden ikke passer?

Nogle gange kan du opdage, at du ikke overholder strikkefastheden, f.eks. hvis du strikker for stramt eller løst, eller hvis du bruger et andet garn end det, der står i opskriften. Hvad gør man så? Her er to nemme løsninger:

1. Juster din pindestørrelse:

Bruger du det originale garn til en opskrift, men har svært ved at overholde strikkefastheden, er den nemmeste løsning at ændre pindestørrelsen. Sammenhængen mellem strikkefasthed og pindestørrelse er som følger:

  • Strikker du stramt, skal du op i pind.
  • Strikker du løst, skal du ned i pind.

Hvis din strikkefasthed ikke passer, så trævl dit arbejde op og eksperimenter med hvilken størrelse pind, der får dig til at ramme strikkefastheden.

2. Omregn maskeantallet:

Bruger du et alternativt garn til en opskrift, som ikke helt rammer strikkefastheden, kan du omregne antallet af masker, du skal slå op. Ligningen er simpel og god at huske. De tre tal, du skal kende til, er:

  • Antallet af masker, der skal slås op
  • Den angivne strikkefasthed pr. 10 cm
  • Din strikkefasthed pr. 10 cm

Ligningen, du skal bruge, er:

Antal masker / angivne strikkefasthed × din strikkefasthed = antal masker du skal slå op


Eksempel:

Du har en opskrift, hvor du skal slå 100 masker op. Den angivne strikkefasthed er 20 masker pr. 10 cm, men din strikkefasthed er 18 masker pr. 10 cm.

Du laver følgende regnestykke:

100 / 20 × 18 = 90

Du skal derfor slå 90 masker op frem for 100, fordi du har taget højde for, at din strikkefasthed er lidt løsere end den angivne strikkefasthed.
Hver gang opskriften nævner noget om at slå masker op, skal du huske at lave dette regnestykke.

Vores Anbefaling

Som strikkedesignere er vores største anbefaling: Overhold strikkefastheden og lav altid strikkeprøver. Tjek en gang imellem, om du fortsat overholder strikkefastheden. Hvis ikke, så trævl arbejdet op. Det er kedeligt at skulle trævle sit arbejde op, men det er altid tiden værd at sikre sig, at man laver et værk, som i sidste ende vil passe ordentligt og se hammer godt ud! Så går hverken tid eller garn til spilde.